Den amerikanske helt (teori)

 

Introduktion

 

De første superhelte blev skabt i 1930’ernes USA, men historien om den amerikanske helt går langt længere tilbage. I nedenstående analyse vil historien om den amerikanske selvtægtshelt blive præsenteret med det formål at give et teoretisk og historisk grundlag for superheltegenrens udvikling.


Den typiske superhelt

 

Selvom der findes et utal af forskellige superhelte, viser det sig, at de under masken deler de samme grundlæggende karaktertræk. Fysisk ligner de hinanden. De fleste superhelte er hvide mænd, hvilket først og fremmest skyldes, at de blev opfundet i tegneseriens Golden Age i slutningen af 1930’erne og starten af 1940’erne. De blev altså skabt i en tid, hvor traditionelle kønsroller var altdominerende, og hvor stereotypiske raceopfattelser var ganske almindelige – og tegnerne bag figurerne var selvsagt også hvide mænd. En lang række af de mest populære superhelte, som vi kender i dag (Superman, Batman, The Flash, Daredevil, Captain America, osv.) stammer fra denne tid, og repræsenterer således grundlæggende et samfund, som er væsentligt anderledes end det, vi kender i dag.

Superhelte er desuden karakteriseret ved at besidde en eller anden form for overnaturlige evner, som distancerer dem fra almindelige mennesker. En klassisk fortolkning af superheltene er, at de fungerer som stedfortræder for Jesus, hvis troværdighed blev eroderet af den videnskabelige rationalisme i 1800- og 1900-tallet. De repræsenterer således et guddommeligt håb, og ligesom Jesus bruger superheltene deres særlige evner til at frelse menneskeheden fra ondskaben. Det overnaturlige element har stadig en tiltrækningskraft i en moderne tidsalder, men det er i højere grad nødvendigt at forklare denne mystik uden at henvise til religionen, f.eks. ved at lade Superman stamme fra en fremmed planet. Den amerikanske forfatter (og tegneserietegner) Christopher Knowles skrev i 2007 bogen ”Our Gods wear Spandex”, hvor han taler om ’The Science hero’, hvis ekstraordinære evner stammer fra videnskabelige eksperimenter. Helte som Captain America, der får sine superkræfter fra et superserum udviklet af det amerikanske militær, og Spiderman, som bliver bidt af en radioaktiv edderkop, er eksempler på sådanne videnskabeligt producerede superhelte. For Knowles udgør superhelte således et moderne alternativ til religionen, og skriver endvidere:

 

(…) Superheroes now play for us the role once played by gods in ancient societies. Fans don’t pray to Superman or Batman – or at least won’t admit to. But when you see fans dressed as their favorite heroes at comic conventions, you are seeing the same type of worship that once played out in the ancient pagan world, where celebrants dressed up as the objects of their worship and enacted their dramas in festivals and ceremonies
— Stevens, Captain America – The Evolution of a National Icon, side 33

 

I de seneste år har film som The Avengers vist superheltene kæmpe side om side, men i den klassiske superheltehistorie står helten oftest alene i kampen mod det onde. Denne ensomme kamp tydeliggøres ikke mindst af superheltens hemmelige identitet, som nok tillader ham at leve et almindeligt liv uden at bringe personens nærmeste i fare, men som samtidig cementerer dennes karakter som en ’lonely rider’. Selvom en række af de tidligste superhelte har sidekicks, som eksempelvis Batmans Robin eller Captain Americas Bucky, er den traditionelle amerikanske helt kendetegnet ved sit ensomme virke.


Monomyten og 'den amerikanske monomyte'

 

                Model over Campbells 'The Hero's Journey'

I 1949 udgav den amerikanske professor i mytologi Joseph Campbell bogen ”The Hero with a Thousand Faces”, hvor han fandt frem til, at der eksisterede de samme myter blandt forskellige folkeslag, selvom de aldrig havde haft kontakt med hinanden. En af disse såkaldte monomyter betegnede Campbell ’The Hero’s Journey’, som han opdelte i 3 dele og 17 underkategorier. I 1992 reducerede Christopher Vogel i ”The Writers Journey: Mythic Structures for Writers” Campbells version til 12 faser, som kan læses i en mere uddybet version her.

 

I korte træk er ’The Hero’s Journey’ inddelt i 3 overordnede faser. I den første bliver heltens oprindelige tilværelse forstyrret af en udefrakommende hændelse, hvorefter han vælger at forlade sit hjem for sammen med en mentor at drage på opdagelse i en ukendt magisk verden. Her gennemgår helten en række prøvelser, indtil han til sidst står ansigt til ansigt med den fjende, der er skyld i, at hans oprindelige liv blev forstyrret. Efter at have besejret den onde fjende, vender helten i den sidste del af historien tilbage til den oprindelige verden med en genstand eller kraft, som han kan bruge til at genoprette freden. I nedenstående video kan du se en mere uddybende præsentation af Campbells ’The Hero’s Journey’, der foruden at være en monomyte har fungeret som grundlag for en lang række af de mest populære historier og blockbuster-succeser, som eksempelvis Ringenes Herre, Harry Potter og Star Wars.

 

I 1977 skrev Robert Jewett og John Shelton Lawrence bogen ”The American Monomyth”, hvor de beskriver, hvad der kendetegner den særlige amerikanske monomyte, som de mener danner grundlag for en lang række af de historier, der blev udviklet i USA i 1800- og 1900-tallet, herunder de superhelte som bliver udviklet fra 1930’erne og frem.

Den amerikanske monomyte er fortællingen om et idyllisk og fredfyldt samfund, der bliver angrebet af en udefrakommende fjende. Da de lokale myndigheder viser sig ude af stand til selv at håndtere faren, træder en uselvisk helt frem og genskaber idyllen i samfundet.

A community in a harmonious paradise is threatened by evil; normal institutions fail to contend with this threat; a selfless superhero emerges to renounce temptations and carry out the redemptive task; aided by fate, his decisive victory restores the community to its paradisiacal condition; the superhero then recedes into obscurity
— Lawrence & Jewett, The Myth of the American Superhero, side 6

 

Den amerikanske monomyte minder altså om Campbells ’The Hero’s Journey’ og består ligeledes af tre dele: (1) et paradisisk samfund, der (2) uprovokeret bliver forstyrret af en udefrakommende fjende, hvorefter (3) en helt træder frem og redder dagen. I de nedenstående afsnit vil de tre deles historiske grundlag kort blive skitseret:

 

Edens have

Ideen om USA som et paradis har sine rødder helt tilbage til europæernes første møde med Amerika. De tidligste kolonister var kristne, og med dem fulgte ideen om, at man i den nye verden ville opbygge det tusindårsrige, som der blev spået om i biblen, når Jesus ville vende tilbage. En del af de indvandrere der tog over Atlanten i 15- og 1600-tallet var britiske puritanere, som forlod det (i deres øjne) moralsk fordærvede Europa for i Amerika at finde ”Guds eget land”. Det var også den puritanske leder, John Winthrop, der i 1630 holdt en berømt tale for sin menighed, hvor han omtalte Amerika som ”a city upon a hill” – en frase som amerikanske politikere ofte gentager den dag i dag. Med de ord italesatte Winthrop Amerika som et moralsk og religiøst forbillede, som resten af verden burde efterligne. Denne ide om at amerikanerne er Guds særligt udvalgte folk, og at USA derfor adskiller sig fra alle andre lande, kaldes også for ”amerikansk exceptionalisme”.

 

Angrebet på ”The Innocent Nation”

Det næste punkt i den amerikanske monomyte er den udefrakommende fjende, som forstyrrer freden og uprovokeret slår ned i det uskyldige samfund. Ideen om USA som ’The Innocent Nation’ stammer især fra Uafhængighedskrigen 1775-1783, hvor de amerikanske kolonister løsrev sig fra Storbritannien og dannede USA som en føderal republik. I den amerikanske Uafhængighedserklæring beskriver forfatningsfædrene briternes overgreb på det amerikanske folk som et forsvar for koloniernes oprør. De skriver bl.a. om den engelske konge: ”He has plundered our seas, ravaged our coasts, burnt our towns, and destroyed the lives of our people”. Dermed bliver USA født som et resultat af et udefrakommende angreb på det uskyldige amerikanske folk, der med retten på deres side træder i karakter og forsvarer sig imod den ondskab, der har forvoldt dem så meget lidelse.

 

Helten træder frem, besejrer det onde og genskaber freden

Historien om den amerikanske helt har især sit udgangspunkt i det midtvestlige USA i 1800-tallet, hvor nybyggerne for alvor begyndte at skubbe civilisationens grænse mod vest og dermed indledte de afgørende slag mod indianerne. Nybyggersamfundene lå langt fra de føderale myndigheders kontrol, og der herskede derfor en grundlæggende lovløshed i områderne. I de små byer kunne sheriffen givetvis holde en vis ro og orden, men i de mere afsidesliggende beboelser måtte nybyggerne selv tage loven i deres egen hånd. Det lille nybyggersamfund skaber dermed den mest oplagte vugge for historien om ’selvtægtshelten’, der i fraværet af en effektiv ordensmagt må beskytte borgerne fra de farer, der må have ulmet overalt – fra vilde indianere til hensynsløse outlaws.


Buffalo Bill

 

En af de personer som får alvor fik sat skub i fortællingen om den amerikanske selvtægtshelt var Will Cody, også kendt som Buffalo Bill, der levede fra 1846-1917. Som ung arbejdede Cody som bøffeljæger, hvorfra han fik sit tilnavn, og i perioden 1868-76 deltog han i indianerkrigene som amerikansk soldat. I den forbindelse opnåede han stor berømmelse i USA, efter at forfatteren Ned Buntline skrev en bog om hans bedrifter. Cody var en notorisk løgner, og de fleste af hans historier havde ikke ret meget med virkeligheden at gøre. Ikke desto mindre elskede amerikanerne historierne om den karismatiske indianerdræber, og da Cody lagde militærkarrieren til side og i stedet begyndte at optræde med sit sceneshow ”Buffalo Bill Wild West”, hvor han re-enactede forskellige slag med sig selv i hovedrollen, opnåede hans berømmelse og popularitet nye højder. En af de mest berømte historier om Buffalo Bill, som Cody ofte genopførte for det amerikanske publikum, var historien om indianerhøvdingen Yellow Hand. Ifølge Cody havde indianeren udfordret ham til duel, som han i sagens natur velvilligt tog imod. I den oprindelige historie trådte Codys hest ned i hul og faldt sammen, hvorefter han køligt satte sig på hug, sigtede og affyrede et skud, der gik gennem indianerens ben og ramte hestens hoved. Da Yellow Hand røg af hesten, tog Cody endnu engang sigte og affyrede sit andet skud, der endte indianerens liv. Når duellen mange år senere blev genopført i Buffalo Bills westernshows, var historien blevet modereret. For det første blev indianeren nu udstyret med et gevær for at gøre kampen mere fair, og for det andet skød indianeren først med en kugle, der fløj lige forbi Codys hoved. Først herefter tog han selv sigte og afsluttede effektivt duellen.

 

Historien om kampen mellem Yellow Hand og Buffalo Bill skabte grundfortællingen for de dueller, der siden i stor stil blev benyttet i de amerikanske westernsfilm. Her er scenariet altid det samme: Helten lader skurken trække først, hvorefter han køligt afslutter hans liv og genopretter lov og orden i området.


Superheltens fremkomst

 

I 1930’erne rammes USA af en økonomisk depression, og krisetiden kommer til at danne grundlaget for videreudviklingen af den amerikanske westernhelt til en storbyssuperhelt. I 1933 skaber Jerry Siegel og Joe Shuster Superman, der dog først bliver publiceret fem år senere. Supermans skæbne er ifølge de to skabere at ”bekæmpe håbløsheden og frygten i landet”, og han dedikerer sit liv til at hjælpe den almindelige amerikaner i et samfund, hvor kriminaliteten, korruptionen og grådigheden har fået frit spil. Det er værd at bemærke, at USA i 1932 (året før Superman blev skabt) havde omkring 13 millioner arbejdsløse amerikanere (ca. 27% af arbejdsstyrken), hvilket sendte store dele af befolkningen ud i en dyb fattigdom med en øget kriminalitet som følge.

I 1939 får Superman som den første superhelt sit eget tegneseriehæfte – samme år som verden for første gang kunne møde millionærarvingen Bruce Wayne, der i nattetimerne bekæmpede Gothams forbrydere som den kappeklædte helt, Batman. Ligesom Superman bliver Batman ”født” under depressionen, da hans forældre bliver slået ihjel under et røveri i en af Gothams skumle gyder, og som voksen giver Bruce Wayne sig i kast med at rydde op i den kriminelle underverden, som havde gyldne tider i USA i 1920’erne og 1930’erne. Batman er en lidt mørkere karakter end Superman, hvad der blandt andet giver sig udslag i, at han fra tid til anden slår sine modstandere ihjel. I det hele taget opererer Batman i skyggerne mellem lov og orden som en reaktion på de amerikanske myndigheders utilstrækkelighed (jf. den amerikanske monomyte). Det kommer klart til udtryk i Detective Comics #43, hvor Batman sætter ord på sin mission: ”If you can’t beat them inside the law, you must beat them outside – and that’s where I come in.”

Detective Comics #27 (første historie om Batman)

 

I 1939 bryder 2. Verdenskrig ud i Europa, og to år efter bliver USA tvunget ind i krigen efter det japanske angreb på Pearl Harbour. Dermed får USA et meget konkret fjendebillede, som passer godt ind i tegneseriernes sort/hvide skildring af det godes kamp mod det onde. Flere superhelte deltager i kampen mod nazisterne og japanerne i denne periode, men ingen med større publikumstække end Captain America, der med sit stars and stripes-kostume mere end nogen anden superhelt kommer til at symbolisere USA’s kamp mod fascismen. Tegneserieindustrien boomede i krigsårene, hvilket ikke mindst skyldtes, at de massive forsvarsudgifter satte skub i den amerikanske økonomi og dermed endeligt hev USA af depressionen. Det gav den almindelige amerikaner flere penge på lommen, som blandt andet kunne bruges på tegneserier. Den voksende efterspørgsel inspirerede tegnere til at udvikle en lang række nye superhelte – hvoraf en del har overlevet helt frem til i dag.


Tegneseriens æraer

 

Eftertiden har opereret med forskellige perioder i tegneserieæraen, som kort vil blive præsenteret nedenfor. Skellene mellem de forskellige perioder er debatteret, og der findes næppe den hårde skillelinje, som nedenstående skitsering lægger op til. Ikke desto mindre giver det et fornuftigt overblik over udviklingen i den amerikanske tegneserieverden fra slutningen af 1930’erne og frem til i dag.

 

The Golden Age (1938-1956)

Tegneseriens Golden Age starter med Supermans første historie i Action Comics i 1938, som kickstarter udviklingen af et utal af superhelte (Batman, The Flash, The Green Lantern, osv.). De fleste tegneserier indeholdt historier fra flere forskellige superhelte, og det var kun forbeholdt de helt tunge helte at have deres eget blad. Generelt var superheltene mindre moralistiske i denne periode, og historierne var ikke i lige så høj grad målrettet børn, som tilfældet var i The Silver Age. Generelt var tegneserierne mere voldelige, og helte som Batman og Captain America veg ikke tilbage fra at slå deres fjender ihjel. For at gøre tegneserierne populære overfor mindre børn, fik superheltene ofte et ungt sidekick, som det helt unge publikum kunne spejle sig i (Batman fik Robin, Superman fik Jimmy Olsen, Sandman fik the Golden Boy, osv.). Selvom der blev udviklet kvindelige tegneserieheltinder som eksempelvis Wonder Woman, var den klassiske Golden Age-helt en hvid mand. Han boede i de nyskabte storbyer, hvor han bekæmpede kriminaliteten i gaderne såvel som den politiske korruption på rådhuset. Og da 2. Verdenskrig brød ud, tog flere helte kampen op mod de udenlandske stormagter, der truede kontinentet og de amerikanske værdier. Efter krigen faldt superheltenes popularitet, og i begyndelsen af 1950’erne var de fleste superheltetegneserier blevet opgivet – i stedet kastede den amerikanske ungdom sig over de nye horror-tegneserier, der vandt frem på dette tidspunkt.

 

The Silver Age (1956-1970)

Efter popularitetsfaldet i den umiddelbare efterkrigstid fik branchen en renæssance i midten af 1950’erne, hvor flere superhelte succesfuldt blev relanceret. Under The Silver Age blev historierne betragteligt mere fjollede og børnevenlige end tidligere, hvilket først og fremmest skyldtes ’The Comics Code’, som de største tegneserievirksomheder lancerede i 1954 for at imødegå statslig regulering. 1950’ernes USA var en konservativ tid, og der var et stigende pres fra bekymrede borgere over tegneseriernes potentielt skadelige påvirkning af børn. Denne skepsis fik medvind efter, at psykologen Frederic Wertham i 1954 skrev bogen ”Seduction of the Innocent”, der påviste en sammenhæng mellem dysfunktionelle børn og de tegneserier, de læste. Undersøgelsen havde ikke hold i virkeligheden og var baseret på fejlagtig empiri, men ikke desto mindre slog bekymringen igennem i det konservative klima, hvor frygten for moralsk fordærvelse havde gode vilkår. ’The Comics Code’ forbød historier, hvor der blev stillet spørgsmål ved autoriteterne, enhver form for seksuelle antydninger samt historier om stoffer. I det hele taget medførte ’The Comics Code’ et sort/hvidt billede af det gode mod det onde, hvilket resulterede i mere overfladiske historier, der uden problemer kunne sælges til små børn. The Silver Age var således med til at skabe et billede af tegneserier som værende ”for børn” – en stigmatisering der i store træk har overlevet til i dag.

The Silver Age var også kendetegnet ved en buldrende videnskabelig udvikling, som ikke mindst blev italesat af den amerikanske præsident John F. Kennedy, der i 1961 proklamerede, at USA ville sætte en mand på månen inden årtiets afslutning. Denne teknologioptimisme smittede af på tegneseriernes historier, der i løbet af 1960’erne i stigende grad blev ”videnskabelige” (dog ikke specielt realistiske). Det ses blandt andet ved skabelsen af superhelte som The Incredible Hulk (1962) der får sine superkræfter efter et mislykket videnskabeligt forsøg, og Spiderman (1962) der bliver bidt af en radioaktiv edderkop.

 

The Bronze Age (1971-1981)

Der er selvfølgelig tale om en flydende overgang mellem de forskellige æraer, men med The Amazing Spiderman #96 og #97 (1971) begynder der at blive løsnet op for ’The Comics Code’. Historien indeholder et stærkt ’anti drug’-budskab, og dermed bliver der åbnet op for mere ”voksne” historier, der involverer en lang række af de politiske spørgsmål, som for alvor blev sat på spidsen i slutningen af 1960’erne. Borgerrettighedsbevægelsen havde fået sat den markante racisme i USA på den politiske dagsorden, hvilket i tegneserieuniverset førte til udviklingen af ikke-hvide superhelte, som eksempelvis The Black Panther (1966), og i takt med at den feministiske bølge skvulpede ind over landet, blev der udviklet flere nye kvindelige helte med mere selvstændighed og personlighed. Superheltene begyndte også i højere grad at stille spørgsmål ved det politiske system, som det eksempelvis ses i Captain Americas ’Evil Empire’-historier, hvor Richard Nixon (efter Watergate) afsløres som superskurk.

Et endeligt opgør med The Silver Ages uskyldige og barnlige historier kom i The Amazing Spiderman #121 (1973), hvor Peter Parkers kæreste Gwen Stacy bliver slået ihjel af The Green Goblin. Dermed var der lagt op til langt mørkere tegneserier, som kulminerede i det der kaldes tegneseriernes Dark Age.

 

The Dark Age (1981-1993)

The Dark Age markerer som navnet antyder en mere dyster og mørk tegneseriegenre, der i langt højere grad end tidligere henvender sig til et voksent publikum med et stærkere og mere eksplicit brug af sex, vold og moralsk komplekse karakterer. Superhelte som The Punisher og Wolverine, der begge fik deres debut i 1973, oplevede i 1980’erne et massivt popularitetsboost, netop fordi deres personlighed var mere blakket end de helte, der blev udviklet i tegneseriebranchens tidligste år. Æraen bød også på skabelsen af nye tegneserier som Sin City og Hellboy, der ligeledes rummer langt mørkere fortællinger og karakterer.

Et af de bedste eksempler på æraens tegneserier er Frank Millers ’Batman: The Dark Knight Returns’ fra 1986, der både grafisk og narrativt skildrer den kappeklædte helt på mørk og dyster vis. Det er også denne Batman, som vi kender fra Christopher Nolans Blockbuster-trilogi.

 

The Modern Age (1994-?)

Det kan være svært at pege på et bestemt karaktertræk for The Modern Age, for i realiteten er den nok mest kendetegnet ved en atomisering af genren i alle mulige forskellige retninger. Derfor er der også en vis debat om, hvorvidt The Dark Age er et overstået kapitel, da der findes utallige eksempler på, at denne tendens er fortsat ind i det nye årtusinde. Generelt kan der dog tegnes et billede af lysere tegneserier, der på mange måder er vendt tilbage til det mere klassiske heltebillede. Men The Modern Age er også kendetegnet ved en lang række af nyfortolkninger af gamle helte, hvor både karakterer og baggrundshistorier bliver omskrevet, som det eksempelvis er tilfældet med Marvels Ultimate-serie.

På den ene side er mange af superheltehistorierne i The Modern Age blevet mere komplekse og længerevarende, men samtidig oplever man en større mainstream-centralisering af superhelteuniverset, som det f.eks. kommer til udtryk i de mange Marvel-film, der er løbet over biografskærmene i de sidste 10 år – startende med Iron Man i 2008. Især The Avengers-kavalkaden har været med at strømline superhelteuniverset på et tidspunkt, hvor de klassiske tegneserier bestod af et utal af forskellige udgaver.


Litteraturliste

 

  • Lawrence & Jewett, The Myth of the American Superhero, 2002

  • Stevens, Captain America – The Evolution of a National Icon, 2015

  • TVTropes, The Golden Age of Comic Books (website)

  • TVTropes, The Silver Age of Comic Books (website)

  • TVTropes, The Bronze Age of Comic Books (website)

  • TVTropes, The Dark Age of Comic Books (website)

  • TVTropes, The Modern Age of Comic Books (website)

  • Wright, Comic Book Nation – The Transformation of Youth Culture in America, 2001