Historiegaming

Agar.io

Introduktion

Agar.io er et gratis online multiplayer-spil, hvor man konkurrerer med andre spillere om at blive den største celle på kortet. Spillet illustrerer på mange måder, hvordan international politik fungerer ifølge den realistiske skole indenfor statskundskab. Grundtanken indenfor realismen er, at nationalstaterne konkurrerer mod hinanden om at opnå mest mulig magt og indflydelse. Når et land går i krig skyldes det et ønske om at rykke magtbalancen til egen fordel, hvilket er med til at sikre landet imod fremtidige fjendtlige angreb. På samme måde fungerer Agar.io. Målet er at blive den største og stærkeste celle, og det bliver man kun ved at ”spise” de andre. I takt med at man bliver større, bliver antallet af fjender der kan eliminere en også mindre. I den forstand er grundpræmisserne de samme i spillet som i international politik.

Den nedenstående analyse rummer foruden en generel introduktion til spillet en beskrivelse af Niccoló Machiavelli og Thomas Hobbes’ filosofi, som danner grundstammen for realismen. Derefter analyseres realismeteoriens grundprincipper i relation til Agar.io, og sidst i analysen problematiseres teorien ved at præsentere den anden store teori indenfor international politik, idealismen.

Story og gameplay

I princippet er Agar.io et meget simpelt spil med få regler og bevægelsesmuligheder. På et firkantet multiplayer-kort spiller man en celle, som konkurrerer imod andre celler om at blive den største. Når man er 25% større end en anden celle, er man i stand til at ”spise” dem ved at bevæge sig hen over dem. Da man bevæger sig langsommere desto større man er, skal man enten trænge de andre celler op i en krog eller dele sig i to (Space), hvilket skubber ens celle fremad. Dette kan dels bruges til at indhente andre mindre celler eller til at slippe væk fra en ubehagelig situation.

Udover de andre celler findes der to andre elementer på kortet. For det første er der fyldt med små prikker, som man vokser af at bevæge sig ind i, og derudover er der placeret grønne vira, som opløser ens celle i mange små dele, hvis man rammer dem. Disse vira kan bruges offensivt, da man kan få dem til at formere sig ved at fylde dem med ens egen masse (W) og dermed skubbe virussen ind i andre celler.

Det er interessant, at man ikke snakke eller skrive til hinanden undervejs i spillet, så den eneste måde at kommunikere med hinanden på er gennem ens handlinger. Man kan således skabe alliancer med andre celler ved at give dem noget af ens masse eller hjælpe dem, hvis de er ved at blive spist. Man kan dog også udnytte andres tillid ved at lokke dem med ens masse for derefter selv at spise dem.

Se evt. nedenstående introduktionsvideo til spillet for et par grundlæggende tips og tricks.

Agar.io i en historiefaglig kontekst

Agar.io er et interessant spil, fordi det ved selvsyn giver os mulighed for at opleve, hvordan vi agerer med andre mennesker i et lukket system, hvor det handler om at blive størst på de andres bekostning. På den måde ligner spillet det internationale system, som det forstås ifølge realister, og vi kan således bruges spillet til at forstå, hvorfor stater opfører sig som de gør.

Den realistiske skole bygger på de grundlæggende tanker om staten, som blev udviklet i renæssancen og den tidlige oplysningstid af den italienske magtteoretiker, Niccoló Machiavelli, og den engelske filosof, Thomas Hobbes. I nedenstående afsnit vil de to tænkeres grundtanker om mennesket og staten blive præsenteret, hvorefter de vigtigste kendetegn ved realismen vil blive analyseret i forhold til Agar.io.

Machiavelli (1459-1527)

Niccoló Machiavelli var en italiensk magtteoretiker, der blev født i Firenze i 1459. I perioden 1498-1512 var han en del af den diplomatiske tjeneste i bystaten Firenze, hvor han blandt andet rejste rundt i Europas storbyer og besøgte konger og regenter. Efter at Medicierne genvandt kontrollen over Firenze, mistede Machiavelli sin indflydelse og blev først fængslet og sidenhen forvist fra bystaten. Det var i denne tid, at han skrev sit hovedværk, Fyrsten (Il Principe), der blev dedikeret den nye magthaver Lorenzo il Magnifico Medici i et forgæves håb om at blive taget til nåde. Bogen kan anskues som en lærebog til fyrsten om, hvordan han skal agere såvel indenrigspolitisk som udenrigspolitisk for at bevare sin magt. I nedenstående video opsummeres de vigtigste pointer fra værket på 3 minutter.

Den periode som Machiavelli levede i, var en usikker og omvæltende tid i italiensk historie. På det tidspunkt bestod Italien af en række bystater, hvoraf Machiavelli altså udfoldede sig i det rige handelscentrum Firenze. Udenfor Italien var lande som Frankrig og Spanien blevet samlet under hver deres konge, og i det spil havde de små selvstændige bystater i Italien svært ved at gøre sig gældende. Det mærkede Firenze, da den franske konge Karl den 8. invaderede Italien, og da Medicierne med Spaniens hjælp i 1512 generobrede magten i bystaten.

Den urolige tid, de konstante skift i magtbalancen og manglen på en stærk stat der kunne sikre fred og stabilitet for florentinerne påvirkede Machiavellis syn på politik. Machiavelli er blevet berømt – og berygtet – for sin fremstilling af politik som et kynisk spil om magten, hvor moral er tilsidesat for at sikre den stabile og stærke statsmagt.

Machiavellis anvisninger går på, hvordan fyrsten skal erhverve sig magten, beholde den og gerne udvide den. For at kunne opnå succes på disse områder, må han ifølge Machiavelli både kunne betjene sig af rævens snedighed og løvens styrke.

Som eksempler på rævens snedighed skriver Machiavelli, at fyrsten ikke behøver at holde sine løfter, hvis det er i hans interesse at bryde dem. Han er ikke moralsk forpligtet overfor hverken sine undersåtter eller fjender, og derfor skal han heller ikke være bleg for at snyde dem, der modarbejder ham. Han beskriver eksempelvis, hvordan Cesare Borgia nytårsdag 1502 narrede sine fjender ved at invitere dem til byen Senigallia, hvor de mødt med venlige smil blev ledt i baghold og koldblodigt myrdet. Machiavelli roser Borgias handling som et eksempel på, at den kloge narrer den mindre kloge.

Det er afgørende for fyrsten, at han mestrer krigskunsten, hvis han skal vinde spillet om magten. Machiavelli er ikke i tvivl om, at der hele tiden ligger en fjende på lur, der venter på sin chance for at tvinge fyrsten væk og selv overtage magten. Derfor skal fyrsten både prioritere en stærk hær, samt være kyndig i brugen af den.

Når Machiavelli i dag opfattes som kynisk magtteoretiker, hvor målet helliger midlet i erhvervelsen af magten og opretholdelsen af nationalstatens sikkerhed, skyldes det ikke mindst, at vores moderne, demokratiske velfærdsstat virker ud fra en helt anden kalkule. I Danmark er vi så vant til at tage freden og stabiliteten for givet, at vores forventninger til staten nu handler om, at der leveres velfærdsgoder, sikres arbejdspladser og lignende. Men machiavellismen lever i bedste velgående i forholdet mellem stater, der har modstridende interesser, såsom Rusland og Vesten i f.eks. Ukraine eller Syrien. I sidstnævnte klynger Assad sig til magten i en ren overlevelseskamp og anvender alle tænkelige midler imod såvel oprørere og civile for at bevare sit styre og sin egen magtposition.

Hobbes (1588-1679)

Den engelske filosof Thomas Hobbes levede ligeledes i en urolig tid. I Europa hærgede Trediveårskrigen (1618-48), og i 1642 brød den engelske borgerkrig ud som kulminationen på en årelang magtkamp mellem det britiske parlament og kongen Karl 1. Stuart. I 1642 rejste både konge og parlament hver sin hær, og borgerkrigen endte først i 1649, da kongen blev henrettet og Oliver Cromwell indledte sit enevældige styre frem til sin død i 1658.

Borgerkrigen gjorde stort indtryk på Hobbes, der anså kongens begrænsede magt som den direkte årsag til borgerkrigens udbrud. For Hobbes er løsningen en stærk kongemagt, der kan sikre freden. Uden en sådan ”suveræn” til at sikre stabiliteten vil mennesket uundværligt bekrige hinanden til evig tid.

Hobbes arbejder med et begreb om ”naturtilstanden” – et tankeeksperiment der illustrerer, hvordan mennesket vil opføre sig uden et velfungerende samfund. Dette præ-samfund er ifølge Hobbes kendetegnet ved alles kamp mod alle. For Hobbes er mennesket dybest set egoistisk af natur og drevet af sit eget magtbegær og overlevelsesinstinkt. I naturtilstanden vil alle derfor slås og stjæle fra hinanden, og kun de stærkeste vil overleve. Mennesket er fra naturens side et stridslystent væsen, og naturtilstanden er derfor præget af frygt og gensidig mistillid mellem individerne.

For at slippe fri fra denne anarkistiske naturtilstand laver individerne en aftale med hinanden, hvor de afgiver deres naturlige rettigheder (herunder deres ret til at slås for egen overlevelse) til en suveræn statsmagt, der til gengæld får til opgave at sikre lov og orden. På den måde får Hobbes legitimeret den britiske enevælde, da den vil være et værn imod det kaos, som nødvendigvis vil indfinde sig, hvis statsmagten ikke får ubegrænset magt. Hvor livet i naturtilstanden er kendetegnet ved en konstant usikkerhed, er samfundet under suverænen kendetegnet ved sikkerhed gennem statsmagtens voldsmonopol. I nedenstående video kan du se naturtilstanden som den forstås hos henholdsvis Hobbes og Rousseau - illustreret af 8-Bit Philosophy.

Realismen

Machiavelli og Hobbes’ tanker danner grundlaget for realismen – en udenrigspolitisk teori der beskriver international politik som en konstant magtkamp mellem nationalstaterne. I det følgende afsnit vil forskellige aspekter af realismen blive uddybet og sammenlignet med Agar.io. Afsnittet er inddelt i følgende overskrifter:

• Menneskesynet

• En anarkisk naturtilstand

• Sikkerhedspolitik

• Magtpolitik

Menneskesynet

Udgangspunktet for teorien er et pessimistisk menneskesyn, hvor mennesket grundlæggende anskues som egoistisk og magtbegærligt. Hos Hobbes kommer egoismen især til udtryk i menneskets selvopretholdelsesdrift og i retten til at forsvare sig selv for at overleve. I naturtilstanden eksisterer moral ikke, og mennesket er derfor ikke ondt, når det slår andre ihjel for selv at overleve. Det opfører sig rationelt, da det jo netop er i den enkeltes egeninteresse at overleve så lang tid som muligt. I Fyrsten beskriver Machiavelli mennesker som ”utaknemmelige, vægelsindede og hykleriske, fulde af angst for enhver fare og begærlige efter gevinst”. Der er derfor brug for en stærk fyrste, der kan holde disse ukontrollable egenskaber i hævd. Machiavelli er kendt for at have adskilt moral fra politik – netop fordi mennesker er kendetegnet ved egoisme og illoyalitet, er fyrsten heller ikke moralsk forpligtet til at være ”god” ved sine borgere. Det afgørende er at være en stærk magtfaktor, der kan sikre magten – og dermed statens overlevelse.

I Agar.io opfører alle sig egoistisk, og det er en grundpræmis i spillet, at man skal opføre sig aggressivt, hvis man skal overleve. Kun ved at spise andre celler bliver man stor nok til at forhindre de øvrige celler i at eliminere dig.

En anarkisk naturtilstand

Realismen anskuer det internationale system på samme måde som Hobbes’ naturtilstand. Da der ikke findes en verdensregering til at sikre freden, vil international politik i det store hele fremstå som et anarki, hvor de forskellige nationalstater konkurrer med hinanden i en konstant (og ofte ganske kaotisk) magtkamp.

Sådan er det også i Agar.io. Der kan være over 100 spillere på kortet samtidigt, som alle sammen kæmper imod hinanden for at nå til tops på leaderboardet. Det betyder, at relationerne mellem de forskellige celler er kendetegnet ved en grundlæggende mistillid til hinanden. Alle vogter på alle og kender de andres overordnede plan. Det betyder dog ikke, at man ikke kan arbejde sammen, men alle er klar over, at alliancerne kun holder så længe begge parter kan se en interesse i samarbejdet. På nedenstående screenshot er jeg (Machiavelli) ved at spise ’ITALY’, som ellers har været min allieret i et stykke tid. Men ligesom hos Machiavelli er moral og venskabelighed tilsidesat i Agar.io. I sidste ende handler det om, hvorvidt man når at eliminere de andre før de selv beslutter sig for at gøre det af med en.

Sikkerhedspolitik

International politik handler ifølge realister først og fremmest om sikkerhedspolitik. Montesquieu, der bygger videre på Hobbes’ tanker, skriver således om staten:

I Agar.io er konflikten allestedsnærværende, og den eneste måde at gøre sin tilværelse i spillet mere sikker er ved at blive større – og dermed gøre tilværelsen for de andre celler tilsvarende usikker. Dette paradoks gør sig også gældende i international politik, og Kenneth Waltz taler derfor om det såkaldte ”sikkerhedsdilemma”. For at sikre sig imod fjendtlige angreb er den enkelte nationalstat nødt til at opruste for at afskrække andre fra at angribe. Men ved (pludseligt) at øge sin militære styrke fremstår man aggressivt overfor for omverdenen, hvorfor de øvrige stater ligeledes reagerer ved opruste militært. Dermed opstår paradokset. Hver stat opruster for at øge deres egen sikkerhed, men ender med at gøre verden mere usikker, da der skabes øget mistro mellem staterne.

Magtpolitik

Ifølge realismen opererer nationalstater dels ud fra et sikkerhedshensyn og dels et magtbegær. For Hobbes ligger det i menneskets natur at erhverve sig magt over andre, og for Machiavelli er politik dybest set reduceret til et spil om magten. Hans Morgenthau, der er en af de store realistiske teoretikere i det 20. århundrede, beskriver det menneskelige magtbegær således:

De samme kræfter er i spil i international politik, hvor magthaverne konkurrerer med hinanden om at være den stærkeste. Sådan forholder det sig også i Agar.io, hvor målet er at blive den største celle – og det kan som sagt kun ske på de andres bekostning. Man kan følge magtbalancen på leaderboardet i højre hjørne, der løbende ændres i takt med at cellerne spiser hinanden. Ifølge realismen er det også et kendetegn ved international politik, at magtbalancen hele tiden rykker sig. I et historisk perspektiv er denne omskiftelige magtbalance ganske tydelig, når vi eksempelvis ser på de klassiske imperiers storhedstid og fald. På nedenstående screenshot har jeg (Hobbes) langt om længe kæmpet mig til tops på kortet. Men ingen er større end at de kan ligge ned, og en enkelt velplaceret virus (som den nederst i billedet) kan føre til en hurtig afslutning på succesen.

Kritik af realismen

Realismen er en stærk teori til at forklare international politik, fordi mange statsledere tydeligvis agerer på baggrund af magt- og sikkerhedsinteresser. Det står også klart, at det endnu ikke er lykkedes at etablere en verdensregering, da nationalstaterne har for forskellige interesser til at afgive deres suverænitet og magtbeføjelser til en sådan. FN’s sikkerhedsråd er det nærmeste vi kommer en sådan verdensregering, men det består af så forskellige lande som USA (samt Frankrig og Storbritannien) og Rusland og Kina, der alle nyder vetoret og derfor kan blokere for forslag, som strider imod deres nationale interesse.

Men realismens afskrivelse af moral i international politik er også teoriens akilleshæl. Selvom autoritære landes ageren langt hen ad vejen kan betragtes i en machiavellisk optik, gør det samme sig ikke altid gældende for demokratier og velfærdsstater. Tag ulandshjælpen som et eksempel. Hvorfor har et land som Danmark i årtier givet en (relativt) stor del af vores velstand til fattige nationer i Afrika? Det kunne jo godt tænkes, at de danske magthavere faktisk synes, at Danmark som et af de rigeste lande i verden har en moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker, der lider nød i andre dele af verden. Et andet eksempel kan være de humanitære interventioner som USA (og i visse tilfælde Danmark) igangsatte i 1990’erne i Somalia og på Balkan (Bosnien og Kosovo). Baggrunden for disse interventioner var henholdsvis sultkatastrofer og etniske udrensninger langt fra USA, men alligevel valgte de daværende præsidenter George H. W. Bush og Bill Clinton at intervenere med tusindvis af amerikanske soldater.

En teori der netop tillader magthavere at agere på baggrund af moralske hensyn er idealismen. For idealister kan stater godt handle ud fra andet end rene magtinteresser, eksempelvis ved at udbrede demokratiet og stå vagt om menneskerettigheder. Der ligger også i idealismen en grundlæggende tro på, at verden ikke nødvendigvis er fastlåst i en anarkisk voldsspiral, men at frihandel og demokrati kan skabe en ny verdensorden, hvor nationalstaterne ikke bekriger hinanden. EU-samarbejdet er et eksempel på en sådan konstellation, hvor de enkelte nationer afgiver en vis suverænitet for til gengæld at blive en del af et fællesskab baseret på de samme liberale frihedsværdier.

Litteraturliste

• Sørensen, Gert, Niccoló Machiavelli, 2014

• Lausten og Thorup, Thomas Hobbes, 2014