Historiegaming

This War of Mine

Introduktion

‘This War of Mine’ er et utraditionelt krigsspil, der blev udgivet i 2014 af den polske spilvirksomhed 11 bit Studios. Spillet foregår i en belejret by, og går i sin enkelthed ud på at overleve indtil våbenhvilen træder i kraft. ’This War of Mine’ adskiller sig fra de typiske krigsspil på markedet på flere måder. For det første er der tale om et usædvanligt dystert og trist spil, som fremstiller krigens håbløshed på en ny og uvant måde i computerspilsgenren. For det andet fokuserer spillet på krigens civile ofre, hvor man i de fleste andre spil oplever krigen fra soldaternes side (som eksempelvis i Battlefield og Call of Duty). Det gør ’This War of Mine’ til et interessant spil at undersøge nærmere – ikke mindst fordi det er med til at udvide begrebet ”underholdning” i en computerspilsgenre, hvor krigen ofte portrætteres som heroisk og adrenalin-kickende. Her får man den modsatte oplevelse. Tempoet skrues ned, hverdagsrutinerne sætter ind, og man mærker hvordan håbløsheden tager til i takt med at dagene går.

Story og gameplay

Baggrundshistorien i ’This War of Mine’ er fiktiv, men stærkt inspireret af den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne og især belejringen af den bosniske hovedstad, Sarajevo. Fortællingen udspiller sig i byen Pogoren, der er blevet belejret af Graznavias hær, efter at en separatistbevægelse havde proklameret oprettelsen af en selvstændig stat (Republic of Vysena) og udnævnt Pogoren til ny hovedstad. Byen er under konstante bombardementer fra de officielle regeringsstyrker, som har lukket byen af og gjort det umuligt at forlade den. Inde i byen hærger paramilitære rebeller og kriminelle grupperinger, samtidig med at civilbefolkningen desperat forsøger at holde sig i live.

Spillet fungerer som et klassisk platformspil, hvor man i traditionel 2D-stil kan bevæge sig horisontalt og vertikalt. Om dagen befinder man sig i et ødelagt hus, som man løbende får istandsat og sikret, mens man om natten udforsker byen i en konstant jagt på mad, vand og ressourcer. Karaktererne i spillet har hver deres styrker og svagheder, så det handler om hurtigt at få skabt en effektiv arbejdsdeling mellem gruppens medlemmer.

Spillets længde varierer fra gang til gang, så man ved ikke på forhånd, hvor lang tid belejringen af byen varer. Jo længere tid der går, desto flere faciliteter vil du få adgang til, såsom egen vandforsyning og måske endda en indendørs have, hvor der kan dyrkes tobak og grønsager. Men tiden er også din værste fjende. Der er konstant mangel på fødevarer og medicin, og din gruppes mentale helbred forværres i takt med at krigens modbydeligheder kommer tættere og tættere på.

This War of Mine i en historiefaglig kontekst

Når ’This War of Mine’ er interessant for historiefaget, skyldes det dels spillets referencer til krigen i Bosnien og dels spillets utraditionelle fokus på civile ofre i forbindelse med krigshandlinger. I nedenstående analyse vil tre punkter blive behandlet mere indgående for at tydeliggøre, hvordan spillet gør brug af historien, og hvordan krigen portrætteres:

• Belejringen (fysiske og mentale udfordringer for civilbefolkningen)

• Krigsøkonomi og det sorte marked

• Scavenging

Belejringen (fysiske og mentale udfordringer)

Selvom baggrundshistorien i ’This War of Mine’ er fiktiv, er det tydeligt, at 11 bit Studios har været stærkt inspireret af belejringen i Sarajevo under den jugoslaviske borgerkrig. I forbindelse med udviklingen af spillet har 11 bit Studios da også interviewet en lang række personer, der netop har oplevet Sarajevos belejring på egen krop for at gøre spillet så virkelighedsnært som muligt.

Et hurtigt kig på spillets baggrundshistorie afslører da også en række paralleller til krigen i det tidligere Jugoslavien, der brød ud umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud. I 1992 havde både Slovenien, Kroatien og Bosnien officielt erklæret sig uafhængige fra Jugoslavien, hvilket fik den serbiske præsident Slobodan Milosevic til at indsætte den føderale hær for at forhindre områderne i at løsrive sig. I Bosnien, der var den mest etnisk fragmenteret region, blev hovedstaden Sarajevo i begyndelsen af 1992 belejret af bosnisk-serbiske styrker, der blev støttet af den jugoslaviske hær, og dermed blev byens 350.000 indbyggere afskåret fra omverdenen. FN igangsatte en massiv nødhjælpsaktion, der var med til at holde byen fungerende i de 1.425 dage, som belejringen varede. Borgerkrigen i Bosnien var brutal, hvilket ikke mindst skyldtes de etniske spændinger mellem serberne og de bosniske muslimer. I juni 1995 rystede en massakre i den bosniske by Srebrenica verden, da serbiske styrker slog over 7.000 drenge og voksne mænd ihjel i et regulært folkedrab.

I ’This War of Mine’ har provinsen Vysena løsrevet sig fra Graznavia, hvilket har ført til en belejring af byen Pogoren. Undervejs i spillet er der forskellige referencer til den igangværende konflikt, blandt andet en række beskrivelser af krigsforbrydelser som har fundet sted i forbindelse med borgerkrigen. En af spillets karakterer, Arica, kan eksempelvis berette om en oplevelse hun havde i krigens begyndelse, hvor byen Gravia blev angrebet af det grazniske hær.

For at overleve belejringen skal ens gruppe først og fremmest have dækket deres basale fysiske behov, hvilket betyder at man skal sørge for, at de får tilstrækkeligt med mad, vand og søvn (og varme når vinteren kommer og indhyller byen i et tæppe af sne og is). Det bliver hurtigt en del af de daglige opgaver at skaffe frisk drikkevand, hvad man bl.a. kan gøre ved at indsamle regnvand og rense det, eller ved at finde vandflasker på de natlige udflugter. Under belejringen af Sarajevo blev vandværkerne i lange perioder kontrolleret af serberne, hvilket betød at store dele af civilbefolkningen dagligt måtte opsøge FN-kontrollerede stationer for at få fyldt deres vandbeholdere. TV-billeder af mænd, kvinder og børn der slæbte vand hjem gennem byens gader, samtidig med at byen blev udsat for morterangreb, var om noget med til at sætte Sarajevo på den internationale nyhedsdagsorden.

Udover at varetage din gruppes fysiske behov skal man også sørge for at holde deres humør oppe, hvilket er nemmere sagt end gjort. I takt med at dagene går, vil de stille og roligt miste modet, og de risikerer at bryde sammen, hvis krigens oplevelser bliver for voldsomme. I værste fald kan det føre til en depression, der gør dem ude af stand til at bevæge sig. I det tilfælde kan du prøve at dulme deres triste tanker med alkohol, men det vil hurtigt vise sig at være en kortsigtet løsning.

Spillet er opdelt i en dag- og nattesekvens, og der bliver hurtigt skabt en lidt triviel hverdagsrutine, hvor nætterne går med at indsamle mad og ressourcer, mens dagtimerne enten bruges til at bygge nye redskaber eller på at gøre gruppen klar til nattens opgaver. Det gør ikke spillet kedeligt, for med tiden bliver selv de mest basale ting komplicerede – ikke mindst hvis en eller flere i gruppen bliver syge eller sårede. For udviklerne har det været en selvstændig pointe at skabe denne stemning, hvor man mister tidsfornemmelsen og blot forsøger at overleve fra dag til dag.

Krigsøkonomi og det sorte marked

Belejringen af Sarajevo varede i 3,5 år, og befolkningen var dybt afhængige af nødhjælp udefra, som først og fremmest blev organiseret i FN-regi. Men på trods af at der hver dag blev fløjet mellem 350-500 tons nødhjælp ind, rakte det kun til en gennemsnitlig daglig ration på 159 gram pr. indbygger. Dermed blev der skabt et grundlag for et lukrativt smuglermarked, som aktører på begge sider af konflikten profiterede massivt på.

I ’This War of Mine’ er det økonomiske system brudt sammen og erstattet af et illegalt sort marked, der fungerer som en bytteøkonomi med varer man enten har fundet, stjålet eller selv produceret. Forskellige steder i byen er der – som tilfældet også var i Sarajevo – etableret lokale markeder, som bliver beskyttet af bevæbnede vagter. Her har man mulighed for at bytte sig til mad, ressourcer eller medicin, hvis man ellers har noget af værdi at bytte med. Derudover kan man være heldig at møde andre civile, som der kan handles med. Det gælder f.eks. præsten i St. Marys Church, som man kan se på nedenstående billede.  

Der findes ingen kontanter i ’This War of Mine’, men cigaretter fungerer som en slags valuta. Det fænomen kender man også fra belejringen af Sarajevo, ligesom det var tilfældet i krigsfangelejre under 2. Verdenskrig, hvor fangerne var afskåret fra at bruge kontanter. Cigaretter har mange af de samme karakteristika som almindelige kontanter og kan derfor bruges som et alternativ til mønter og sedler. De er (relativt) ens i udseende, holdbare og passende i størrelse til både små og store transaktioner.

Der findes forskellige typer af cigaretter i ’This War of Mine’, der varierer i både kvalitet og værdi. De ringeste hører til typen ’roll-up cigarettes’ som end ikke indeholder ægte tobak, men i stedet er fyldt med forskellige urter. I ”Sarajevo Survival Guide”, en satirisk rejseguide der blev skrevet under belejringen, står der blandt andet om tobak:

Indsmuglingen af varer til Sarajevo blev hurtigt sat i system af de ledende aktører, og det gjorde det muligt at tjene enorme summer på at kontrollere priserne. Der er flere eksempler på, at bestemte varer blev tilbageholdt i perioder for at puste priserne op, hvorefter de blev solgt til overpris af spekulanter. Disse pludselige udsving i priserne er også integreret i spillet, og hvis man anskaffer sig en radio, kan man følge med i prisudviklingen og være på forkant med evt. prisstigninger. På den måde kan - med lidt held og snilde - selv lave nogle gode handler.

Scavenging

Om natten har man mulighed for at snige sig ud og udforske nærliggende områder og bygninger i håb om at finde mad, medicin og ressourcer, som man skal bruge for at overleve belejringen. Ikke alle karakterer er lige gode at sende afsted, da de kan bære på et forskelligt antal ressourcer, som det kan ses på nedenstående billede.

Mens nogle steder er fredelige, kan det være livsfarligt at besøge andre. Visse områder er kontrolleret af militære oprørsgrupper, mens kriminelle bander hærger i andre. Hvis du bliver opdaget i at trænge ind i bygninger, hvor du ikke må være eller i at stjæle risikerer du at blive skudt. Da man ikke kan gemme i spillet, bliver disse natlige udflugter særligt nervepirrende, for det kan være fatalt for gruppen, hvis en af karaktererne bliver såret eller endda slået ihjel. Det er med til at gøre spiloplevelsen ganske intensiv, for du er nødt til nøje at overveje, om det er risikoen værd at snige dig forbi et par bevæbnede vagter i håb om at finde nogle brugbare ressourcer.

Foruden den rent praktiske opgave med at finde nok mad til at overleve, er spillet desuden spækket med moralske dilemmaer. I begyndelsen kan man fint klare sig ved at finde fødevarer, som er blevet efterladt af tidligere beboere, men senere i spillet kan det stå så slemt til, at du må se dig nødsaget til at stjæle for at overleve. Og så melder spørgsmålet sig, om du er villig til at stjæle fra et gammelt ældrepar for selv at få mad på bordet, eller om du håber at kunne klare dig uden. Selv hvis du lægger dine egne moralske skrupler til side, vil dine valg påvirke dine karakterers mentale tilstand videre i forløbet.

Nogle af de mest ikoniske billeder fra belejringen i Sarajevo stammer fra byens hovedboulevard, der under krigen i Bosnien gik under navnet ’Sniper Alley’. Bosnisk-serbiske skarpskytter gemte sig i de omkringliggende højhuse og skød på soldater såvel som civile i løbet af både dag- og nattetimerne. Hundredvis af mennesker mistede livet til snipere i forbindelse med belejringen, heraf omkring 50 børn. Dette aspekt af krigen bliver også portrætteret i ’This War of Mine’, hvor man blandt andet kan besøge ’Sniper Junction’ i sin jagt efter ressourcer og fødevarer. Her må man time sine bevægelser nøje for at undgå at blive ramt af de skarpskytter, der overvåger stedet. Hvis man er villig til at løbe risikoen, kan man f.eks. finde værdifulde våben, som man enten kan sælge eller bruge til at forsvare sig om natten, hvor ens hus fra tid til anden bliver angrebet af kriminelle bander eller andre desperate civile.

Kildekritik af This War of Mine

‘This War of Mine’ udfordrer den traditionelle opfattelse af, at computerspil skal være sjove og underholdende. I stedet har formålet være at skabe et spil, der behandler et alvorligt politisk og historisk fænomen og bruger computerspilsgenren til at give brugeren en mere virkelighedsnær oplevelse end den, man f.eks. får ved at se en film eller læse en bog.

11 bit Studios har gjort sig umage for at genskabe den følelse af fortvivlelse og håbløshed, som mange civile utvivlsomt har følt på egen krop under krigen i Bosnien. Udviklerne har valgt at skildre visse ubehagelige dele af krigen (som eksempelvis et voldtægtsforsøg), men der har også været grænser for, hvad de ville vise i spillet. I udvidelsespakken ’The Little Ones’ tilføjes børn således til karakterlisten, men i modsætning til de voksne personer kommer man ikke til at opleve, at de dør undervejs. Hvis de f.eks. bliver for syge, vil Røde Kors i stedet komme og hente dem. Der har altså hele tiden været tale om en balance mellem at vise krigens alvor samtidig med at skabe en ordentlig spiloplevelse.

I forbindelse med udviklingen af spillet har 11 bit Studios interviewet en lang række personer, der overlevede belejringen i Sarajevo, og de har brugt deres personlige historier til at skabe et realistisk billede af de civiles hverdag under krigen. Hvor virkelighedsnært spillet er, bliver undersøgt af podcast-mediet ’History Respawned’, hvor Ivana Macek (antropolog og forfatter til ’Sarajevo under Siege: Anthropology in Wartime’) anlægger et kritisk blik på spillets portræt af borgerkrigen. Hun beskriver blandt andet, at de natlige ”scavenging”-ture som fylder en stor del af spillet, næppe var specielt udbredte. Langt de fleste beboere overlevede på nødhjælp og smuglervarer, som de handlede sig til på de lokale markeder, og ikke som i spillet ved at undersøge forladte bygninger i ly af nattens mørke.

I nedenstående video kan du høre hele podcasten:

På mange måder adskilte situationen i Sarajevo sig dog også fra andre bosniske byer, der ligeledes oplevede at blive belejret under krigen. Byen fik markant mere international opmærksomhed (og dermed væsentligt flere nødhjælpsleverancer) end andre bosniske byer, hvor kamphandlingerne og levevilkårene var markant værre. At Sarajevo i store træk løb med den internationale opmærksom skyldtes dels, at Sarajevo var Bosniens hovedstad, men nok så vigtigt at byen var let tilgængelig for både FN-personale og udenlandske journalister, der uden de store problemer kunne flyve til og fra byens lufthavn. Selvom byen var under belejring, og på trods af de konstante kampe mellem de serbiske og bosniske styrker, kunne journalister bo relativt komfortabelt på hotel ’Holiday Inn’, der i de 3,5 år krigen varede fungerede som samlingspunkt for den internationale presse. I ’Sarajevo Survival Guide’ står der således om hotellet:

Sarajevo opfyldte altså de krav til infrastruktur og (relativ) sikkerhed, som er nødvendige for, at journalister kan dække et konfliktområde så massivt og dermed skabe opmærksomhed om krigens rædsler. Det er et eksempel på det, som politologen Stathis Kalyvas kalder ”urban bias”, hvor såvel forskere som journalister har en tendens til at fokusere på storbyerne i forbindelse med militære konflikter. Dermed nedprioriteres historierne fra landområderne og de mindre byer, hvor tilstandene ofte kan være langt værre.

Litteraturliste

• Andreas, Blue Helmets and Black Markets, 2008

• Crawley, ‘War is Hell: How This War of Mine drew on real-life survivors for inspiration, Venturebeat.com, 2014 (https://venturebeat.com/2014/11/19/this-war-of-mine/)

• Diver, ‘‘This War of Mine’ is an almost too real game of survival horror, Vice.com, 2016 (https://www.vice.com/en_uk/article/4wma4p/this-war-of-mine-is-an-almost-too-real-game-of-survival-horror-953)

• History Respawned: This War of Mine (https://www.youtube.com/watch?v=LOdW33rVyic&t=74s)

• Sarajevo Survival Guide (https://www.survivalmonkey.com/threads/sarajevo-survival-guide.19312/)