Captain America

Introduktion

 

I 1941 melder en ung mand ved navn Steve Rogers sig som frivillig til den amerikanske hær, men han bliver erklæret uegnet pga. sin skrøbelige fysik. I stedet bliver han tilbudt at være forsøgsperson i ”Operation: Rebirth”, hvor han får sprøjtet et superserum ind i årene der forvandler ham til et fysisk vidunder. Den ansvarlige videnskabsmand Dr. Reinstein (senere Erskine) når lige at give ham titlen ”Captain America”, inden han bliver myrdet af en nazistisk spion, hvilket efterlader Steve Rogers som den første og eneste amerikanske supersoldat.

 

Siden skabelsen af Captain America i begyndelsen af 1940’erne har superhelten løbende forandret sig for at tilpasse sig de nye tider, og i takt med at forskellige tegnere og forfattere har sat deres personlige præg på karakteren. Dermed bliver Captain America-tegneserien en interessant kilde til den amerikanske historie og selvforståelse samt til de strømninger, der har været repræsenteret i den amerikanske befolkning igennem nu snart 8 årtier.

Captain America blev skabt i forbindelse med 2. Verdenskrig, og har siden da reageret på skiftende amerikanske fjendebilleder som Sovjetunionen under den kolde krig og krigen mod islamisk terror efter 9/11. Han har forholdt sig til de forskellige ideologiske kampe, der har delt amerikanerne fra 1950’ernes McCarthyisme over 1960’ernes borgerrettighedsbevægelse til det liberale/neokonservative clash i forbindelse med Bush-administrationens Patriot Act. Derudover har Captain America reageret på politiske skandaler som Watergate under Richard Nixon i 1974 og Iran-Contra skandalen årtiet efter, der næsten kostede Ronald Reagan præsidentembedet. Alle disse virkelige historier har været med til at forandre og forme Captain America til den superhelt, vi kender i dag, og som siden 2011 for alvor har fået et internationalt publikum med Marvels film ’Captain America: The First Avenger’. Her får du historien om Captain Americas forvandling fra 1941 til 2018 og et recap af nyere amerikansk historie.


1940'erne

 

I 1929 krakkede de amerikanske børser, og det førte til økonomiske krisetider i USA. Først i slutningen af 30’erne begyndte økonomien igen at blomstre, og i takt med at de amerikanske forbrugere fik lidt flere penge mellem hænderne, blev der skabt et større marked for tegneserier. Den primære målgruppe var børn og unge, men også de soldater der deltog i 2. Verdenskrig blev ivrige aftagere. I disse segmenter fik Captain America en varm modtagelse, og den stars and stripes-klædte superhelt med sit unge sidekick ”Bucky” blev hurtigt en af de mest populære tegneserier i perioden.

 

Den første tegneserieudgave af Captain America udkom i marts 1941. På forsiden ser man superhelten knockoute Adolf Hitler, mens hans skjold afbøjer en kugle affyret af en tysk nazist. Forsiden var noget misvisende, for Hitler optrådte ikke i den første udgivelse, men den virkede efter hensigten. Første udgave blev udsolgt, og den efterfølgende solgte i ca. 1 million eksemplarer.

Det er værd at bemærke, at den første udgave udkom 7 måneder før det japanske angreb på Pearl Habour og altså på et tidspunkt, hvor USA endnu ikke var trådt ind i krigen. Skaberne bag Captain America, Joe Simon og Jack Kirby, var begge amerikanskfødte jøder og havde på afstand kunne betragte Det Tredje Riges jødeforfølgelse og aggressive udenrigspolitik. Med forsiden sendte de et klart signal om deres politiske standpunkt i debatten om et muligt amerikansk engagement i krigen. Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt havde genvundet valget i 1940 bl.a. ved at love amerikanerne, at han ville holde dem udenfor en evt. europæisk krig – et løfte han holdt indtil japanernes overraskelsesangreb på Pearl Harbour.

I have said this before, but I shall say it again and again and again: Your boys are not going to be sent into any foreign wars.
— Franklin D. Roosevelt, Boston, oktober 1940

 

Roosevelts isolationisme var udbredt i den amerikanske befolkning, der dog ikke desto mindre nød synet af en amerikansk tegneseriepatriot i en direkte konfrontation med Hitler. Efter Pearl Harbour vendte anti-krigsstemningen i USA, og Captain America blev et symbol på USA’s kamp mod de fascistiske regimer.

Med den første forside havde Kirby og Simon tydeliggjort, at Captain America var blevet skabt for at sætte de tyske nazister på plads, og i #2 fik Hitler endnu en omgang – denne gang sammen med nr. 2 i hierarkiet, Hermann Göring. Enhver superhelt har dog brug for en superskurk, og ham møder Cap allerede i #1, hvor ”The Red Skull” som skulle vise sig at blive Cap’s nemesis i de efterfølgende årtier bliver introduceret. Historien om The Red Skull udfoldes løbende gennem Captain America-tegneserien, og som en ægte superskurk bliver han erklæret død utallige gange for at blive vækket til live igen senere. Bag den første udgave af The Red Skull gemmer sig George Maxon – en amerikansk forretningsmand der har sluttet sig til nazisterne og gennemfører en række snigmord på højtstående militærfolk, inden Cap og Bucky sætter en stopper for hans terror. Maxon bliver slået ihjel, men i #7 afsløres det, at han var en bedrager. Den ægte Red Skull er en tysk soldat ved navn Johann Schmidt. I 1960’erne bliver Schmidts baggrundshistorie udfoldet, hvor det bliver fortalt, at han som forældreløs teenager først blev indlemmet i det nazistiske brunskjortekorps og efterfølgende personligt udvalgt af Hitler til at blive SS’s fremmeste soldat.

Gennem sin terror og sit indædte had til demokratiet kommer 1940’ernes Red Skull til at symbolisere Tysklands aggression og det had og den brutalitet som fulgte i kølvandet på den nazistiske magtovertagelse. Angrebet på Polen i 1939 var kulminationen på en offensiv tysk udenrigspolitik, og Nürnberg-lovene havde gjort det klart for alle, at jøderne var uønsket i det nye tyske storrige. Dermed var scenen også sat for en nazistisk superskurk, som jagtede død og ødelæggelse i sit forsøg på at erobre verdensherredømmet.

Det var dog ikke kun gennem The Red Skull, at det nazistiske fjendebillede kom til udtryk. Hver gang en tysker optræder i 1940’ernes Golden Age-æra viser det sig, at personen står i ledtog med nazisterne ”back home” og konspirerer imod den amerikanske regering. Med undtagelse af The Red Skull portrætteres tyskerne dog oftest som almindelige mennesker. Dette var ikke tilfældet for japanerne, som efter angrebet på Pearl Habour fik en plads i tegneserien som de nye skurke. Den xenofobiske fremstilling af asiater og afrikanere var ikke usædvanlig i tegneseriebranchen på dette tidspunkt, men i forbindelse med 2. Verdenskrig får de racistiske billeder af japanerne alligevel et nøk opad. Japanerne portrætteres i flere tilfælde med skæve øjne, tykke briller og fremskudte tænder, og i den første udgave efter Pearl Harbour kæmper Cap imod en gruppe japanske vampyrer. I kampscenerne skildres de som ”dirty fighting”, hvor de ikke ser sig for gode til at angribe Captain America bagfra. De to helte Steve Rogers og hans sidekick Bucky bidrager til den stereotype opfattelse ved at levere en række racistiske kommentarer til de japanske fjender. Det ses eksempelvis i #42, hvor Bucky betegner japanerne som ”yellow rats” og da Cap i samme udgave excellerer ved at sige: ”Just like slicing yellow cheese”, mens han banker to japanske soldater.

Det er dog ikke kun japanerne, der fremstilles racistisk i Captain Americas Golden Age. De (få) afroamerikanerne som er med i tegneserien, portrætteres med store læber og taler et næsten uforståeligt engelsk. Det er typisk for de afroamerikanske karakterer i denne periode, at deres rolle ikke har nogen betydning for historiens overordnede plot, og at de opfører sig barnligt og småklodset. 

1940’ernes tegneserier er tydeligt præget af at være skrevet i en mandsdomineret tid, og Golden Age Captain America er ingen undtagelse. De kvindelige karakterer optræder altid som ofre, der skal reddes af Cap og Bucky, og med en enkelt undtagelse medvirker de kun i en enkelt historie. Den eneste gennemgående kvinde i 1940’ernes Captain America er Elisabeth ”Betsy” Ross, som i de første mange udgaver bliver taget til fange af forskellige skurke, hvorefter hun må reddes af de to mandlige helte. Som så mange andre kvindelige karakterer på dette tidspunkt fremstilles hun lidt smådum og er ude af stand til at gennemskue, at hendes store kærlighed Captain America i virkeligheden er Steve Rogers, samt at hendes gode ven Bucky Barnes er Cap’s sidekick ”Bucky”. Selvom Captain America-tegneserien i 1940’erne på mange måder udtrykker et konservativt forsvar af status quo, oplever Betsy Ross at blive forfremmet til Cap’s nye sidekick, Golden Girl, da Bucky Barnes i #66 bliver skudt i maven og formodes død. Dermed bliver hun en af de første kvindelige superhelte i historien.

Mens vi kender den moderne Captain America for sin idealisme og afsværgelse fra at bruge dødbringende vold, forholdt det sig anderledes for superhelten i 1940’erne. Golden Age-Cap tager uden skrupler livet af sine fjender, som det ses på nedenstående billede fra #18, hvor han nedlægger en gruppe japanere ved at tømme sit maskingevær. I #48 redder han og Bucky dagen og forhindrer en japansk invasion ved at sprænge en hemmelig tunnel i luften – en bedrift der ifølge Bucky koster en million japanere livet. I senere udgaver af Captain America udvikler Steve Rogers dog et kodeks, der forhindrer ham i at slå sine fjender ihjel, og med tiden bliver hans oprindelseshistorie da også omskrevet for bedre at repræsentere den moderne Cap’s værdigrundlag. I den originale førsteudgave fra 1941 skubber den nyudklækkede Captain America nazi-spionen der dræbte Dr. Reinstein ind i en maskine, der giver ham elektrisk stød, men i nyere genfortællinger dør spionen ved, at han selv løber ind i maskinen, hvilket passer bedre med den moderne Cap’s idealer.

Efter krigens afslutning i 1945 begyndte oplaget at falde, og Captain America havde svært ved at fastholde det publikum, der trofast havde kastet sig over helten i krigsårene. Dels var konkurrencen på tegneseriemarkedet blevet skærpet, og dels kæmpede Captain America med at finde en ny rolle i fredstid. Der var flere forsøg på at genopfinde Captain America i efterkrigsårene, bl.a. ved at ændre genren i en mere horror-præget retning. Men oplaget blev ved med at falde, og i 1950 udkom den sidste Golden Age-udgave af Captain America-tegneserien med #75.


1950'erne

 

I 1953 vender Steve Rogers tilbage i Young Men #24, hvor han nu arbejder som historieprofessor på et universitet og underholder de studerende med 2. Verdenskrigshistorier om Captain America. Efter at The Red Skull tager gidsler i FN-bygningen i New York, finder han sit gamle kostume frem igen og allierer sig med en ung studerende med navnet ”Bucky”. Steve Rogers kan denne gang erfare, at hans ærkefjende nu arbejder for ”friends at the Kremlin” – USA’s nye hovedfjende efter 2. Verdenskrigs afslutning. Efter Cap’s genkomst i Young Men får han igen sin egen tegneserie med titlen ’Captain America… Commie Smasher!’, der dog kun overlever i tre udgaver, inden den blev opgivet pga. et dårligt salg.

 

I 1953 hvor Captain America-tegneserien relanceres, er den kolde krig i fuld gang. I 1949 havde Sovjetunionen gennemført sin første atomprøvesprængning, hvilket udlignede magtbalancen mellem de to nye supermagter. På det udenrigspolitiske område stod USA og Sovjetunionen overfor hinanden i koreakrigen (1950-53), men også indenrigspolitisk var amerikanerne påvirket af den kolde krig og det nye kommunistiske fjendebillede. Den 9. februar 1950 proklamerede den republikanske senator Joseph McCarthy, at det amerikanske udenrigsministerium var blevet infiltreret af kommunister, og at han var i besiddelse af en liste med 205 navne på personer, der tidligere havde været medlemmer af det kommunistiske parti i USA. Det blev startskuddet til en heksejagt på offentligt ansatte amerikanere, som staten mistænkte for at have kommunistiske sympatier. Repræsentanternes Hus nedsatte komiteen ”House Un-American Activities Committee (HUAC)” til at undersøge sagen. I den forbindelse blev hundredvis af amerikanere afhørt, flere blev fængslet for at nægte at udtale sig til komitéen, og adskillige blev blacklistet og efterfølgende fyret fra deres jobs som universitetsprofessorer, embedsmænd og lignende. Først i 1954 da McCarthy anklagede det amerikanske militær for at være udsat for en kommunistisk infiltration, begyndte hans omdømme at lide skade, og året efter blev han sat udenfor politisk indflydelse i Senatet. I nedenstående video kan du se en kort gennemgang af Mccarthyismen, der om noget satte dagsordenen i amerikansk politik i de første år af 1950’erne.

 

 

Frygten for ”den røde fare” gennemsyrer Captain America-historierne i 1950’erne, hvor Cap og Bucky afslører adskillige kommunistiske spioners forsøg på at infiltrere amerikanske industrier og medier. I den første historie i ’Captain America… Commie Smasher’ (#76) bliver Betsy Ross (der nu arbejder som journalist) mistænkt for at være en sovjetisk spion. Det står dog hurtigt klart for læseren, at det nok snarere er hendes fotograf Will Benson, der er skurken og som videregiver hemmeligheder om det amerikanske militær til russerne. Vores to helte forfølger Benson og afslører et spionnetværk, som de hurtigt får sat en stopper for. Cap brænder både beviserne og lederen af netværket af, hvorefter han triumferende udtaler ”He died the way he wanted the free world to die… In flames!”.

Det sovjetiske regime portrætteres som en hensynsløs supermagt, der vil gøre hvad som helst i deres jagt på verdensherredømmet. Det ses f.eks. i #77, hvor sovjetterne forgifter deres egne krigsfanger for derefter at skyde skylden på FN. Heroverfor står USA og Captain America, der bekæmper den kommunistiske aggression og forsvarer de amerikanske frihedsværdier – og som 1940’ernes Cap er han ikke bange for at sætte hårdt mod hårdt.

1950’ernes genoplivning af Captain America blev ikke nogen succes, og efter 16 optrædener i forskellige tegneserier forsvandt han igen. Cap’s deltagelse i jagten på amerikanere med kommunistiske sympatier var heller ikke populær efter McCarthys fald i 1954, og i forbindelse med hans genoplivning årtiet efter omskrev den nye forfatter Steve Englehart historien om Commie Smasheren. I #155 kunne Englehart afsløre, at 1950’ernes Captain America i virkeligheden var en historieprofessor ved navn William Burnside. Han havde fremstillet sin egen version af det superserum, som havde forvandlet den originale Steve Rogers til Captain America, og i klassisk superskurkestil brugte han serummet på sig selv og sin studerende Jack Monroe, som gik under kælenavnet ”Bucky”. Serummet fungerede dog ikke efter planen, og Burnside og Monroe blev sindssyge, hvilket fik dem til at se kommunister alle vegne. Med denne omskrivning af historien var vejen banet for en mere poleret version af Steve Rogers som Captain America, der ikke hang fast i McCarthys skygge, som på det tidspunkt udgjorde en sort plet i den amerikanske historie og selvforståelse.


1960'erne

 

Efter ca. 10 års pause bliver Captain America relanceret igen i 1964, hvor han vækkes til live i The Avengers #4. I denne nye version af Captain America har 1950’ernes kommunistjager aldrig eksisteret, og historien tager i stedet sin begyndelse i slutningen af 2. Verdenskrig, hvor Cap og Buckys fly bliver skudt ned. Mens hans sidekick (tilsyneladende) døde, frøs Steve Rogers til is, og ca. 20 år efter (i 1964) bliver han fundet af superheltegruppen The Avengers, som hurtigt genkender Captain America ud fra hans rød-hvide og blå kostume. Cap slår sig sammen med gruppen, hvor han hurtigt bliver den uofficielle leder – et samarbejde der er fortsat frem til i dag. I 1968 får Cap igen sin egen tegneserie, der bygger videre på det nye narrativ.

 

1960’ernes USA bød på radikale sociale, politiske og kulturelle forandringer. De børn der var blevet født i forbindelse med 1940’ernes babyboom var nu blevet unge, og den nye ungdomskultur stod i stærk kontrast til den konservatisme, som Captain America på mange måder havde repræsenteret indtil da. Ungdomsoprøret blomstrede på de amerikanske universiteter, og borgerrettighedsbevægelsen havde for alvor fået medvind i sejlene i opgøret med sydstaternes segregationspolitik. Sideløbende med disse indenrigspolitiske spørgsmål var årtiet præget af vietnamkrigen, der kulminerede i slutningen af 60’erne og som endte med at koste knap 60.000 amerikanske soldater livet.

1960’ernes Captain America betegnes som ”A man out of Time”, der efter 20 års nedfrysning forsøger at finde sin plads i et forandret USA. I løbet af perioden kæmper Cap med at finde sin identitet, og selvom han i de første optrædener genoptager sin krig mod kommunismen – som i Tales of Suspense #61 hvor han nedkæmper nordvietnamesere under vietnamkrigen – bevæger han sig hurtigt videre til nye fjender, herunder det fiktive forbrydersyndikat Hydra som bliver skabt i 1965. Cap’s oprindelseshistorie ændres også, og i Tales of Suspense #63 kan man se, hvordan han nu forsøger at advare den nazistiske spion, inden han selv løber ind i maskinen og får elektrisk stød. Hermed sker der et skifte fra den voldsparate Captain America, der slog hundredvis af fjender ihjel i 1940’erne og 50’erne til en ny og mere poleret superhelt, der nu blot anholder og pacificerer sine fjender. I de (få) tilfælde at Cap’s modstandere dør, skyldes det næsten hver gang deres egne fejl.

Mens Cap i 1940’erne og 50’erne var repræsentant for klassiske konservative værdier, udvikler han sig i løbet af 1960’erne til den liberale superhelt, som vi kender i dag. I #103 kæmper han igen imod The Red Skull, som i vanlig stil proklamerer sine racistiske og autoritære synspunkter, mens Cap nu begynder at tale om lighed som den amerikanske kerneværdi. Det mest iøjefaldende eksempel på den nye Cap’s værdier kommer dog med introduktion af The Falcon – den første afro-amerikanske superhelt nogensinde. Marvel havde skabt den første sorte superhelt, The Black Panther, et par år tidligere (i 1966), der dog ikke var amerikaner, men konge i den fiktive stat Wakanda. Fra #134 bliver The Falcon officielt Cap’s nye makker, og serietitlen skifter navn til ’Captain America and The Falcon’, som kører indtil #222.

Forvandlingen fra en konservativ superhelt der forsvarede status quo til en liberal korsridder var en langsommelig proces, der først alvor blev fuldført i #130, hvor Cap på sin Easy Rider-tur for at finde sig selv fanges i midten af et studenteroprør, hvor han tvinges til at vælge side mellem den rebelske ungdom og det lokale politi. Med sætningen ”What the heck – the cops don’t need any help – but these kids do!” fuldføres transformationen, og en ny ungdomsgeneration kan igen spejle sig i Captain America.


1970'erne

 

Den 17. juni 1972 bliver fem mænd anholdt af politiet efter et indbrud i Det Demokratiske Partis hovedkvarter i bygningskomplekset Watergate i Washington D.C. Det viser sig efterfølgende, at de fem personer havde forsøgt at installere overvågningsudstyr, så republikanerne (nærmere bestemt The Comitee to Reelect the President) kunne finde smuds på deres politiske modstandere. De næste 2 år rullede Watergate-skandalen, som i 1974 førte til, at Richard Nixon som den første amerikanske præsident nogensinde måtte træde tilbage midt i en embedsperiode.

De to journalister på Washington Post, Bob Woodward og Carl Bernstein, fik Pulitzer-prisen for deres afsløringer, hvor de fik forbundet indbruddet i Watergate med højtstående medlemmer af Det Hvide Hus – bl.a. præsidentens stabschef Bob Haldeman og direktøren for Nixons valgkomité John Mitchell. Dermed var to af præsidentens tætteste medarbejdere direkte involveret i ulovlige aflytninger af Nixons politiske modstandere, og præsidentens forsøg på at dække over affæren resulterede i hans afsked den 8. august 1974, hvormed han undgik at blive afsat ved en rigsretssag. Det viste sig, at Nixon havde optaget samtaler i Det Hvide Hus, som afslørede hans involvering i magtmisbruget, og da han i løbet af 1974 blev tvunget til at overdrage båndene til Kongressens Watergate-komite, valgte han selv at træde tilbage. Da Nixons vicepræsident Gerald Ford tiltrådte embedet benådede han som sin første handling Nixon for enhver tilknytning til Watergate. En række højtstående personer blev dog fundet skyldige, heriblandt Mitchell som fik den længste straf på 15 måneders fængsel.

 

Affæren rystede USA og står i dag som den største politiske skandale i nyere amerikansk historie. Og dermed var det også umuligt for Captain Americas forfattere at ignorere den. I 1974 skrev Steve Englehart historien ”The Secret Empire” (#169-176) som en reaktion på Watergate-skandalen. Nixon var ikke gået af på det tidspunkt, men Englehart havde en klar fornemmelse af, hvordan affæren ville ende, og han var fast besluttet på at lade Captain America forholde sig det magtmisbrug, der var blevet afsløret ifm. sagen. De slet skjulte referencer til Watergate-skandalen er ikke til at tage fejl af i ”The Secret Empire”. ’The Comitee to Re-gain America’s Principles’, der ledes af den skumle Quentin Harderman, lokker Captain America i en fælde og beskylder ham for at have slået superskurken The Tumbler ihjel. Ved at diskreditere Cap og få den amerikanske befolkning til at vende sig imod deres nationale helt, planlægger den hemmelige organisation ’The Secret Empire’ at overtage magten i USA.

I løbet af de 7 afsnit får Cap (sammen med sin partner The Falcon og en håndfuld X-men) afsløret konspirationen, der trækker tråde helt ind i magtens absolutte centrum. I #175 får Cap endeligt besejret skurken Number One, der dog slipper væk og løber ind i Det Hvide Hus’ ovale kontor, hvor han begår selvmord efter at have afsløret sin identitet til Cap. Selvom vi aldrig ser skurkens ansigt, er det ikke svært at gennemskue, at Number One i virkeligheden er Richard Nixon – hvad Englehart da også efterfølgende har fortalt.

There’s no way Captain America could not react to something this momentous in America if the Marvel Universe was supposed to be the real universe.
— Steve Englehart, 2017, Polygon.com

 

Afsløringen af den korrupte regering får Steve Rogers til at miste troen på det statsapparat, han har tjent siden 1941, og han vælger derfor at træde tilbage som Captain America. På den måde kommer Rogers til at afspejle en desillusioneret amerikansk befolkning i kølvandet på Watergate-skandalen, hvor en amerikansk præsident måtte gå af pga. magtmisbrug. Mens regeringen udpeger en ny Captain America (Roscoe Simons), anlægger Steve Rogers sig en ny identitet som superhelten Nomad. Protesten formår dog kun at vare i fire afsnit, for da Roscoe Simons bliver slået ihjel af The Red Skull samler Rogers igen skjoldet op. Cap’s loyalitet undergår dog et dramatisk skifte væk fra de siddende regeringer og hen til det amerikanske folk og den amerikanske drøm. I Captain America #250 kan man således erfare Captain America sige nej til at stille op som præsident, fordi han ikke mener at kunne repræsentere de sande amerikanske værdier som politiker, og i Daredevil #233 bliver hans værdigrundlag cementeret med sætningen ”I’m loyal til nothing, General – except the dream”.


1980'erne

 

Hvor 1970’erne havde været præget politiske kriser som Watergate såvel som økonomiske nedgangstider i forbindelse med to oliekriser, var der i 1980’erne tale om mere stabile tider med en selvsikker Ronald Reagan i Det Hvide Hus. Reagan var blevet valgt på et stærkt kulturkonservativt program, hvor traditionelle familieværdier og anti-kommunisme var blandt hans vigtigste budskaber. Den konservative værdipolitik blev fulgt op med en liberal økonomisk politik, hvor den offentlige sektor skulle på slankekur. Det gjaldt dog ikke militæret, der fik tildelt yderligere ressourcer i Reagans forsøg på endeligt at vinde våbenkapløbet mod Sovjetunionen. I løbet af 1980’erne blev den amerikanske økonomi forbedret, samtidig med at Sovjetunionens økonomiske problemer blev mere og mere tydelige. Det førte i 1985 til, at Mikhail Gorbatjov blev valgt som sovjetisk præsident, og han begyndte at iværksætte reformer, som havde til formål at modernisere den kommunistiske stat – men som også førte til Sovjetunionens endelige sammenbrud i 1991.

Politisk var 1980’ernes Captain America konfliktramt. På den ene side stod den nu liberale superhelt fra 60’erne og 70’erne i modsætning til Reagan-æraens konservative værdipolitik, men samtidig var Captain America om noget symbolet på den amerikanske patriotisme, som blev dyrket blandt republikanerne. Steve Rogers fastholder dog sin liberale agenda igennem 1980’erne, som det eksempelvis kommer til udtryk i #280, hvor han tager afstand fra at blive brugt som reklamesøjle for konservativ værdipolitik, da ’Coalition for an Upstanding America’ polstrer New York til med Captain America-plakater, der advarer imod den moderne tidsalders fallerede moral.

En anden reaktion imod Reagan-æraen kommer i 1987, hvor regeringen nedsætter ’the Commission on Superhuman Activities’, der beder Steve Rogers om at rapportere direkte til komitéen og udføre deres opgaver uden at stille spørgsmål. Da Rogers nægter at lade sig kontrollere af regeringen, træder han endnu engang tilbage og erstattes af The Super-Patriot (John Walker), der bliver den nye Captain America.

John Walker er en langt mere handlekraftig og brutal superhelt end Steve Rogers, og han bliver dermed en stærkere repræsentant for den mere kompromisløse kamp mod USA’s fjender, som bliver italesat under Reagan-æraen. Som Captain America er John Walker også et klassisk eksempel på tegneseriens Dark Age, som især udfolder sig i 1980’erne, hvor de mere ”mørke” superhelte oplever et markant popularitetsboost. Allerede på sin anden opgave slår Walker en superskurk ihjel med sine bare næver, og han skriver sig dermed ind blandt gruppen af mindre polerede superhelte som Wolverine, The Punisher og Scourge, der ofte eliminerer deres fjender i stedet for at anholde dem.

Fra #322-350 går Steve Rogers i stedet under navnet ”The Captain”. Ligesom han i 1970’erne lagde titlen på hylden som en reaktion mod Watergate, falder Steve Rogers anden opsigelse sammen med en ny politisk skandale, der rullede i løbet af 1986-87 – den såkaldte Iran-Contra-skandale, der næsten kostede Reagan præsidentembedet. I forbindelse med en gidselaffære i Teheran besluttede Reagan-administrationen at forhandle med terroristerne ved at sælge våben til Iran for at få løsladt de amerikanske gidsler. Pengene fra våbensalget blev ulovligt brugt til at støtte en paramilitær gruppe i Nicaragua, der bekæmpede den kommunistiske regering. Reagan slap med skrækken, men flere højtstående personer – herunder Reagans nationale sikkerhedsrådgiver John Poindexter – blev fundet skyldige. I nedenstående video kan du se en kort opsummering af Iran-Contra-skandalen.

 

Et af kendetegnene ved 1980’ernes Captain America er hans konsolidering af rollen som superheltenes leder. I ’Marvel Saga’ der udkom fra 1985-87, og som sammenfatter de mange forskellige historier i Marvel-universet, tydeliggøres det, at Cap har en helt særlig status blandt superheltene. Det selvsikre USA i 1980’erne har på dette tidspunkt fået forenet den vestlige verden under amerikansk lederskab, og det symboliseres ganske tydeligt med Steve Rogers rolle som superheltenes naturlige leder.

At Marvels superhelte forenes under Captain Americas ledelse i 1980’erne i kampen mod det onde, passer også godt til Reagans retorik omkring kommunismen og det sovjetiske system, som han i 1983 kalder for et ”evil empire”. Med sin italesættelse af Sovjetunionen som det ”onde” bliver den kolde krig fremstillet ud fra den samme sort/hvide verdensopfattelse, som vi kender der fra tegneseriernes univers, hvor der er klart defineret helte og skurke.

Yes, let us pray for the salvation of all of those who live in that totalitarian darkness – pray they will discover the joy of knowing God. But until they do, let us be aware that while they preach the supremacy of the State, declare its omnipotence over individual man, and predict its eventual domination of all peoples on the earth, they are the focus of evil in the modern world.
— Ronald Reagan, 1983

1990'erne

 

1990’ernes Captain America-historier var som mange andre tegneserier i denne periode en noget teknisk affære, hvor historierne foregik i forskellige parallelle universer, og kontinuiteten blev besværliggjort af tidsrejsende skurke, der vendte op og ned på kronologien. 1980’ernes begyndende trend med at lade Captain America bekæmpe gudelignende fjender og kosmiske skurke tog også til i fart og flyttede Steve Rogers eventyr væk fra de mere jordnære strabadser. Det hjalp heller ikke på historiernes sammenhæng, at Marvel måtte erklære sig konkurs i 1996 for at genopstå året efter under navnet Marvel Enterprise. Uroen omkring virksomheden betød, at Captain America blev relanceret af to omgange (vol. 2. fra 1996-1997 og vol. 3 fra 1998).

 

I 1989 faldt Berlinmuren og to år efter var USA’s fjende gennem fire årtier brudt sammen, hvilket efterlod USA som verdens eneste militære og økonomiske supermagt. For både Bush- og Clinton-regeringerne blev spørgsmålet, hvordan USA skulle håndtere denne nye unipolare verdensorden, og den samme tvivl kan spores hos Steve Rogers. I #7 (vol. 3) sætter Cap ord på sin rolle i den nye verden, hvor amerikanerne ikke længere har et fast forankret fjendebillede i Sovjetunionen. Den konkrete modstander under den kolde krig bliver nu erstattet af en kamp mod mere flygtige begreber som ”uretfærdighed, kynisme og intolerance”.

Det polerede billede af den liberale Captain America der blev skabt i 1960’erne fastholdes i 1990’erne. Cap holder sig fortsat fra at slå sine fjender ihjel, og han afviger fra at bruge unødig vold og skydevåben – modsat andre superhelte som eksempelvis Ironman. I det hele taget stikker Cap ud fra trenden blandt superhelte i denne periode ved at fastholde sine ”rene” metoder, mens volden tager til i tegneserieuniverset. Selvom Cap holder sin egen sti ren, vedbliver The Avengers med at udføre de mere beskidte opgaver i baggrunden, som det bl.a. ses i Captain America: Sentinel of Liberty #1, hvor Sharon Carter på S.H.I.E.L.D.’s ordre likviderer en skurk, så Steve Rogers undgår at træffe denne (nødvendige) beslutning. Dermed kan han fortsætte med at være symbolet udadtil på det rene og perfekte USA, samtidig med at supermagten agerer politimand ude i verden – med de skyggesider det nødvendigvis medfører.

Et af de mere interessante karakteristika ved 1990’ernes Captain America er hans kritiske tilgang til sin egen – og dermed også USA’s – historie. Selvom Cap fortsat bekæmper skurke i hver eneste udgave, begynder han at problematisere og afglorificere ”krigen”. I 1990 går han endda så langt som at fortryde sit makkerskab med den unge Bucky Barnes og kalder det ”uansvarligt” at bruge så unge drenge i krig.

I forbindelse med Marvels konkurs og udgivelsen af vol. 2 omskrives Steve Rogers’ narrativ. Efter 2. Verdenskrigs afslutning bliver Rogers ”deaktiveret” af den amerikanske regering i et projekt der kaldes ”Operation Sleeper”, og alt hvad der er foregået herefter og frem til hans opvågning i 1996, er blot noget han har drømt. I 1945 besluttede Truman-regeringen og Nick Fury at Captain America skulle fjernes fra offentlighedens søgelys, da han nægtede at støtte beslutningen om at smide atombomber over Japan i krigens sidste fase. Den oprindelige Captain America fra 1940’erne havde ingen problemer med at slå millioner af japanere ihjel, men et sådan bombardement af civile kunne ikke retfærdiggøres hos den moderne udgave.

 

Historien er et fint eksempel på, hvordan Captain America har udviklet sig siden 1940’erne, men det er også en god illustration af, hvordan historieskrivningen løbende forandrer sig og revideres (revisionisme). Mens de færreste amerikanere stillede sig tvivlende overfor nødvendigheden af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945, anskues beslutningen anderledes problematisk i 1997, hvor verden og det amerikanske fjendebillede har forandret sig.


00'erne

 

Hvis der manglede et konkret fjendebillede i 1990’erne, så forandrede det sig hurtigt i det nye årtusinde. Den 11. september 2001 flyver to Boing 747’ere ind i de to World Trade Center-tårne i New York, og kort efter indleder USA krigen i Afghanistan i jagten på Osama Bin Laden. Krigen mod terror er begyndt.

I Marvel-universet reagerer flere af karaktererne på 9/11, og Captain America er ingen undtagelse. Den igangværende historie bliver afsluttet i løbet af de efterfølgende måneder, og i juni 2002 starter en ny vol. 4 op under ledelse af tegner John Cassaday og forfatter John Ney Rieber. I det første nummer genopleves 9/11 med billeder indefra et af flyene og fra en hule i Afghanistan, hvor en Osama Bin Laden-lignende figur tiljubles af sin følgerskare. Tilbage i New York er Steve Rogers i gang med at søge efter overlevende ved ruinerne af de to tvillingetårne, mens en brandmand spørger ham, hvor han var. Med bukket hoved svarer Cap tilbage: ”I wasn’t here”.

Tidligere har Captain America ført en konsekvent krig imod USA’s fjender uden de store nuancer, men i forbindelse med krigen mod terror sker der et bemærkelsesværdigt skifte. Scenen for Cap’s tilgang til den nye fjende sættes allerede i det første afsnit, hvor han på vej hjem fra tvillingetårnene blander sig i en konflikt mellem en muslimsk mand og en rasende New Yorker, der har mistet sin datter i forbindelse med angrebet. Den sønderknuste mand griber en kniv og angriber den unge muslim, men Cap stiller sig imellem og afværger angrebet, hvorefter han får talt den sønderknuste mand ned.

You don’t want to single out religions. We are not doing the jingoistic comics you saw in the ‘40s with Captain America saying, ‘Take that, you Hun’
— Joe Quesada, Marvel editor in Chief, 8. oktober 2001

Episoden er typisk for Cap’s reaktion på 9/11 og den efterfølgende krig mod terror. Hvor han i 40’erne og 50’erne havde et meget sort/hvidt fjendebillede og skar alle tyskere, japanere og kommunister over en kam, er billedet mere nuanceret i 00’erne. Selv de terrorister han bekæmper får taletid til at udtrykke deres frustrationer og bevæggrunde, som i Captain America #3 (vol. 4) hvor Rogers kæmper imod Al Tariq – en islamisk terrorist, der har iværksat et terrorangreb på amerikansk jord. Her afsløres det, at Tariqs soldater er børn, der har fået sprunget deres hænder og ben i luften af amerikanske landminer, og at deres krig mod USA er et resultat af amerikanske krige i Mellemøsten.

Den nye Cap fastholder tendensen fra 1990’erne og fortsætter med at forholde sig kritisk til den amerikanske krigsførelse under 2. Verdenskrig, som i #4 (vol. 4) hvor han tænker tilbage på de allieredes bombardement af Dresden under 2. Verdenskrig med en kritisk mine. Ligesom beslutningen om at anvende atombomber mod japanske byer blev fremhævet som problematisk i 1990’erne, bliver bombningen af de tyske byer og de tusindvis af civile ofre det medførte betragtet fra samme kritiske standpunkt i 00’erne.

Med sit nuancerede billede af krigen mod terror bliver Steve Rogers en (tidlig) kritisk stemme mod Bush-administrationens moralske og sort/hvide retorik af det amerikanske fjendebillede i forbindelse med 9/11 og krigen i Afghanistan. Det ses også i #22 (vol. 4), hvor han besøger Guantanamo-basen og smider en amerikansk oberst i havet, efter at være blevet bedt om at skræmme de muslimske fanger. I det hele taget udvikler Steve Rogers i denne periode en særdeles kritisk tilgang til den amerikanske regering, som i mange historier fremstilles som skurke. Det ses f.eks. i The Avengers #65-70 (vol. 3), hvor en mystisk rød tåge hærger USA og slår adskillige indbyggere ihjel, som efterfølgende viser sig at stamme fra et amerikansk militærlaboratorium, der arbejder med kemiske våben. Bag udslippet står The Red Skull, som har infiltreret regeringen og udgiver sig for at være forsvarsministeren Dell Rusk.

I 2005 udkommer Captain America vol. 5, som især reagerer på Bush-administrationens Patriot Act, der havde til formål at forhindre terrorangreb på amerikansk jord, men som samtidig blev kritiseret voldsomt for at svække amerikanske borgeres frihedsrettigheder ved at give efterretningstjenesterne vide rammer for at overvåge befolkningen.

I vol. 5 indfører den amerikanske regering en ny lov, ’the Superhuman Registration Act’, som kræver at alle superhelte smider masken og lader sig registrere af regeringen. Loven vedtages af Kongressen efter en ulykke i byen Stamford, hvor en gruppe unge superhelte og superskurke kæmpede imod hinanden, hvilket resulterede i en eksplosion, der slog 612 civile ihjel, herunder 60 børn. I Marvel-universet er Stamford-episoden en ækvivalent til 9/11, mens ’the Superhuman Registration Act’ symboliserer Bush-administrationens Patriot Act.

Loven deler superheltene op i to fraktioner, som i sidste ende kommer til at stå overfor hinanden i ’Marvel Civil War’. Den ene fraktion ledes af Ironman, der støtter op om loven, mens Captain America på den anden side leder en modstandsbevægelse af superhelte, der modsætter sig registreringen. På den måde bliver Marvel-universets borgerkrig et symbol på den splittelse der hærger i USA i 00’erne (og i dag) mellem neokonservative, der sætter det nationale sikkerhedshensyn forrest, og liberale der anser statens udvidede beføjelser som et slag imod de grundlæggende frihedsrettigheder. Kampen mellem den pragmatiske Ironman og den idealistiske Captain America bliver således et symbol på det ideologiske clash mellem amerikanerne, der også i dag har delt befolkningen i to.

Vol. 5 løber frem til 2007, hvor Cap overgiver sig til myndighederne, efter at han er kommet frem til den erkendelse, at superheltenes borgerkrig har for store omkostninger for de civile amerikanere. På vej til retten, hvor han står anklaget for forræderi, bliver han mødt at store folkelige protester, og da han endelig når frem til trappen foran retssalen, bliver han skudt af superskurken Crossbones. Cap afgår efterfølgende ved døden.

 Mordet på Captain America blev af liberale opfattet som et symbol på Bush-administrationens endelige aflivning af den amerikanske drøm og frihedsrettighederne, mens det af konservative kommentatorer snarere blev set som Marvels favorisering af den neokonservative Ironman i superheltenes borgerkrig. Den officielle udmelding fra Marvel var, at Cap’s død ikke indeholdt et politisk signal, og Captain America-hovedforfatter i vol. 5 Ed Brubaker udtalte efterfølgende:

What I found is that all the really hard-core left-wing fans want Cap to be standing out on and giving speeches on the street corner against the Bush administration, and all the really hard-core right-wing fans all want him to be over in the streets of Baghdad, punching out Saddam.
— Ed Brubaker, New York Daily News, 9. Marts 2007

2007 og frem

 

Fra Steve Rogers død i 2007 og frem til hans genopståen i ’Captain America: Reborn’ #6 i maj 2010, bliver det hans tidligere sidekick Bucky Barnes, der træder i det rød-hvide og blå kostume. Da Rogers vender tilbage fra de døde, vælger han dog at lade Barnes fortsætte som Captain America, mens han selv i stedet bliver superspion i The Secret Avengers under navnet ”Captain Rogers”. Herfra leder han hemmelige aktioner udenfor offentlighedens søgelys.

Efter at Bucky Barnes vender tilbage som The Winter Soldier, samler Rogers igen skjoldet op, men overdrager fra 2015-2017 titlen som Captain America til Sam Wilson, der tidligere er gået under navnet The Falcon og som assisterede Steve Rogers i 1960’erne og 1970’erne. Dermed får Marvel sin første afroamerikanske Captain America – vel og mærke samtidig med at USA har sin første afroamerikanske præsident i Barack Obama.

Siden 1960’erne hvor Captain America udviklede sig fra at være en konservativ superhelt, der forsvarede status quo til en liberal udfordrer af det politiske system, har tegneseriehelten været genstand for politiske diskussioner. Hans rolle i superheltenes ”Civil War” cementerede hans position på den liberale fløj, mens Ironman blev repræsentant for det neokonservative højre. Captain America har dog formået at have et ben i hver lejr, da han trods alt om nogen er symbolet på den amerikanske patriotisme, som de mere konservative dele af USA dyrker.

Men i marts 2010 (mens Bucky Barnes var Cap) gik det alligevel galt for Marvel, da de i #602 fik portrætteret en Tea Party-lignende demonstration i opposition til Captain America. På et af demonstranternes skilte stod ”Tea Bag The Libs Before They Tea Bag You” – et slogan der var velkendt i forbindelse med netop Tea Party-bevægelsens protester. Billederne medførte en voldsom kritik fra højreorienterede cirkler, og det endte med, at Marvel offentligt undskyldte og rettede billedet i alle fremtidige udgaver af historien.

2010’erne blev også årtiet, hvor Captain America (og en række andre Marvel-superhelte) for alvor slog igennem på filmlærredet. I 2009 blev Marvel opkøbt af Disney for 4 milliarder dollars, og herefter begyndte den ene superheltefilm efter den anden at rulle over lærrederne i biografer verden over. I 2011 kom den første Captain America-film, og herefter fulgte i 2014 ’Captain America: The Winter Soldier’ og i 2016 ‘Captain America: Civil War’. Derudover har Cap været en fast del af de øvrige Avengers-film, hvor han har spillet en central rolle i superheltegruppens kamp mod superskurke og overnaturlige væsener – senest i ’The Avengers: Infinity War’ fra 2018.


Litteraturliste